Glæd dig til forårets skønheder

Når du lægger blomsterløg i jorden i efteråret, får du garanti for en smuk og farverig forårshave. Udvalget af blomsterløg er stort, så der er alle muligheder for at lege med former og farver.

 

Blomsterløg og –knolde er snedige indretninger fra naturens side. De er udviklet til at sikre plantens overlevelse under ekstreme forhold med for eksempel tørke eller kulde. Derfor trækker planten sig efter endt blomstring tilbage i løget og putter sig under jorden, til det igen bliver forår.

 

Nemt at få succes

Den egenskab betyder, at blomsterløg og –knolde samtidig er noget af det nemmeste at dyrke med stor succes i haven. Det kan næsten ikke gå galt. Det vigtigste er, at løgene kommer i jorden i løbet af det tidlige efterår. De har nemlig brug for vinterens kulde for at danne blomster. En mekanisme, der i naturen sikrer dem mod at stikke spiren frem, før forholdene er til det.

 

 

Planlæg en drømmehave

Det er et af efterårets hyggeligste haveprojekter at planlægge indkøb og placering af de blomsterløg, der skal blomstre i forårets drømmehave. Skiltene på emballagen i planteskolens stativer er nok til at sætte gang i havedrømmene, for der findes blomsterløg og –knolde i alverdens former og i størrelser fra den beskedne vintergæk til den majestætlige kejserkrone.

 

Tjek på farve og højde

Tænk over blomsternes farver, når du planter. Der er så mange at vælge imellem, at du kan skabe de flotteste forårsbede i fantastiske farvekombinationer. Tjek også planternes højde og blomstringstidspunkt, der altid står på emballagen. Det er god viden, når et velkomponeret forårsbed skal designes.

 

Læg løg mellem stauder

Blomsterløg kan lægges næsten hvor som helst, der er plads, men det er en god ide at lægge dem lidt inde i bedene, for eksempel mellem stauderne, så de kan visne ned efter blomstring i skjul af de fremspirende stauder. Nedvisning fremmer nemlig chancen for, at de kommer igen.

Læg løg i rigtig dybde

Det er utrolig nemt at lægge blomsterløg. Alt hvad du behøver, er en graveske og en tommelfingerregel. Løgene skal nemlig lægges i en dybde, der svarer til cirka tre gange løgets højde, med mindre andet står på posen. Det vil altså sige små løg i små huller og store løg i store huller.

 

Se her hvad du skal være opmærksom på når du køber blomsterløg

 

 

 

 

  

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld

Læs mere om